Vejen tilbage

Pludselig er jeg ved bevidsthed. Det føles som om jeg blot har blinket, men omgivelserne er skiftet. For et sekund siden lå jeg på operationsbordet og talte med narkoselægen. Et nyt ansigt fortæller mig, at min operationen gik godt. Min krop virker tung og følelsesløs. Jeg forsøger ikke at bevæge mig for meget.

 

19 måneders konstant smerte er forhåbentlig snart forbi. Nu venter et kæmpe medicinforbrug, 2 ugers sygemelding i sengen, 4 uger stavnsbundet til mit hjem og 3-6 måneders genoptræning før jeg kan bruge mit ben på normalt niveau igen. Forhåbentlig! Det er første gang jeg oplever fornemmelsen af at være total hjælpeløs. De næste mange uger vil min kæreste, familie og venner skulle sørge for mig. Jeg væmmes ved tanken. Jeg kan bestemt ikke lide følelsen af ikke at være herre over mit eget liv.

 

Fuck sport!

I min barndom og teenageår hadede jeg sport. Måske endda de fleste former for bevægelse. Jeg forsøgte mig ellers både med fodbold, volleyball og basketball, men uanset hvor meget jeg indstillede mig selv på at nyde det, gav det mig bare ikke den tilfredsstillelse jeg kunne se i mine holdkammeraters øjne.

 

Der skulle gå en del år, før det endelig gik op for mig, at jeg slet ikke havde et problem med sport, jeg havde tilgengæld et problem med HOLD-sport. Følelsen af ikke selv at være 100% i kontrol, følelsen af at min egen performance ikke nødvendigvis betød en sejr. Pludselig gav det hele mening! Jeg fandt nu fornøjelse i alt fra golf og badminton til boksning, surfing & squash. Undervejs stiftede jeg bekendtskab med styrketræning og flere former for cardio. Her voksede min interesse især.

 

Første omgang

Sammen med en kammerat begyndte jeg at styrketræne hver dag. Begreber som muskelgrupper og kostplaner var med et blevet min største hobby. I løbet af de næste år voksede jeg i styrke og havde det fantastisk med mig selv.

 

Undervejs havde jeg mødt en pige, og tiden var kommet. Vi skulle flytte sammen i en ny by. Jeg var ikke længere i nærheden af mit personlige træningscenter og hurtigt blev de daglige rutiner skiftet ud med kyllingenuggets og en øl på sofaen. I løbet af 12 måneder havde jeg taget 10 kg på.

 

Anden omgang

Efter 2 år blev det nok. Jeg fik endelig taget mig sammen og startede til boksning. Her taler vi ikke konditions-hold-træning i Fitness World, men god gammeldags kamptræning hos en oldschool træner i “Bronx”. Jeg elskede hvert sekund, og tilbragte 2-4 aftener om ugen i klubben. Undervejs faldt årets medlemmer fra og i den sidste periode var jeg ofte alene med træneren. Det gav mig i første omgang en masse erfaring og ekstra fokus på min egen udvikling, men til sidst vurderede jeg at det ikke længere gav mening.

 

De næste par år gik med arbejde, nyt hus og ny bil. Undervejs blev jeg enormt stresset og opgav fuldstændig at tænke over hvad jeg spiste. Vægten løb fuldstændig fra mig og jeg nåede til et punkt hvor venner og bekendte kommenterede meget på min vægt. Hvornår blev jeg den tykke dreng?

 

Tredje omgang

I 2009 fandt jeg et nyt arbejde hvor jeg fik det markant bedre. Jeg begyndte at stå op kl. 6.00 om morgenen og tage direkte i centeret. Hele min kostplan blev igen lagt om, proteinpulveret blev indkøbt og i løbet af halvandet år havde jeg tabt mit 23 kg.

 

Jeg var stolt af mig selv og jeg havde det fantastisk. Mine dage var fyldt med endorfiner og jernsmag i munden. Jeg pressede mig selv til det yderste i centeret og på asfalten udenfor centeret. Løb, cykling og inliners var på programmet næsten hver dag. Det hele gik pisse godt!

 

Der skulle gå 5 år før det gik galt. Jeg havde fået øjnene op for ekstremløb (OCR) og trænede i øjeblikket op til Nordic Race med en kammerat. Ideen om at både styrke og kondition spillede en rolle, og jeg endelig havde en sport der kunne bevise om min tid i centeret var brugt fornuftigt, tiltalte mig utrolig meget.

 

Der gik 3 måneder med ekstra styrketræning og interval træning. Så vidt muligt løb vi hver uge på militærets forhindringsbane for at vænne vores krop til udfordringerne.

 

Nogle dage før løbet brugte jeg som altid min eftermiddag på løbeintervaller, men pludselig skete der noget. Et smæld og et stik i lænden ramte mig pludselig og jeg måtte gå hjem.

 

6 dage senere valgte jeg alligevel at løbe Nordic Race på trods af smerterne og til både min og min kammerats overraskelse gjorde vi det på en enormt flot tid.

 

Nogle uger efter løbet fik jeg en lægeundersøgelse som ikke viste nogle skader. Jeg valgte alligevel at holde 2 måneders pause fra træningen inden jeg tilmeldte mig det næste løb.

 

Næste løb blev afholdt en kold september morgen. Det gjorde nas, men viljestyrken (og dumheden) sejrede endnu en gang, og jeg slog mine tidligere rekorder.

 

Stooooooop!

Siden starten af august havde mine smerter være tiltagende. De startede i lænden og skød helt ned til knæet. Nogle dage trak de over i maven og afholdte mig helt fra at stå eller sidde ned. I oktober valgte jeg derfor igen at tage til lægen og pludselig var mine skader mere synlige. Min højre lændemuskel var spændt så hårdt at den ikke ville slippe igen. Det havde den været i lang tid, for den havde skubbet min højre side af hoften 3 cm ned. Lægen satte hoften på plads og udskrev smertestillende, men efter få uger er den skredet igen. Endnu en gang sættes den på plads, inden vi indser at min lænd forsat vil presse den ned igen.

 

Der skulle gå 3 måneder med flere ugentlige besøg hos fysioterapeut, kiropraktor og akupunktur (alle for egen regning) før de opgav og sendte mig til røntgen. Den foreløbige konstatering var en diskusprolaps eller en protrusion der sandsynligvis ville betyde en operation. Billederne viste en lettere slidt ryg, men det ville kræve en MR scanning for at se nærmere på problemet. Sygehuset afviste dog henvisningen med den grund, at min situation ikke var kritisk (læs. jeg havde stadig følelse i benet) … Til den dag jeg endelig faldt sammen i smerter og ikke kunne være i min egen krop længere. Morfin blev udskrevet i spandevis og en kort sygemelding fik mig tilbage på benene mens jeg ventede på min scanning. Samtidig blev jeg henvist til en reumatolog som skulle hjælpe mig igennem forløbet.

 

Træningen havde nu været på hold i et halvt år og jeg var igen 10 kg tungere. Jeg savnede centeret og sveden på panden.

 

Tiden kom og jeg fik den første MR scanning. Lænden viste “sivende væsker” langs rygsøjlen, men en egentlig diskusprolaps var ikke længere at se. Reumatologen ville dog ikke udelukke at den havde været der og havde startet problemet. 9 ud af 10 diskusprolaps reparerer nemlig sig selv, MEN når der opstår en skade i lænden, spænder musklerne for at holde revnen samlet og det kan altså give andre skader pga. skævhed og slid, f.eks. i hoften.

 

Mine smerter bankede stadig i lænden og var i løbet af de forrige måneder trukket over i lysken og helt ned til foden. Jeg havde ikke længere følelse i låret og knæet og havde generelt vanskeligt ved at stå eller sidde for længe ad gangen.

 

I et forsøg på at lokalisere smerten og gøre mine dage lettere modtog jeg en blokade i lænden. Det gjorde absolut ingen forskel, men til gengæld kunne reumatologen fortælle at en sene i min hofte gled over min hofteskål hver gang jeg bevægede benet (Indre springhofte).

 

Nogle måneder senere lå jeg igen på briksen med ultralydsapparatet presset mod mig. Denne gang satte de blokaden i lysken, og igen kunne jeg gå derfra med de samme smerter.

 

Endnu en tid til MR scanning blev bestilt og nogle måneder senere lå jeg igen i den store maskine.

 

Der var nu gået halvandet år med konstante smerter, regninger på mange mange tusind kroner og en faldende livskvalitet.

 

Endelig!

Da jeg åbner døren til reumatologen har jeg på forhånd opgivet alt håb. Lægen beder mig sætte mig ned: “Dine scanninger viser du har en CAM deformitet og labrumlæsion med ischias”. I første omgang bliver jeg lykkelig over de endelig har fundet problemet og jeg tager i samme omgang et ekstra åndedræt i lettelse over han ikke nævnte ordet kræft. Min sindstilstand af lykke forsvinder dog kortvarigt, da han fortæller at jeg skal opereres.

 

CAM impingement

Min CAM deformitet er en såkaldt CAM impingement. Det vil sige at mit lårbenshoved og hofteskålen p.g.a. forkert slid er vokset og derfor ikke længere passer samen. Når lårbenshovedet bliver for stort begynder det at slide på sener, led og det “gummi” af som skal absorbere stød og sikre at benet bevæges frit og uden friktion. Efter tid vil knogle køre mod knogle. I mit tilfælde var der også opstået store ledlæbe-skader, brusk-skader og en cyste. Hvis det ikke behandles hurtigst muligt, ender det med slidgigt. De vil derfor være nødt til at slibe noget af knoglen ned, så den igen passer i hofteskålen, fjerne det ødelagte brusk og sætte min ledlæbe fast igen med små “ankre” og syninger.

 

Forudundersøgelsen

Inden min samtale med overlægen, bliver der igen taget røntgen af min hofte. Da jeg mødes med kirurgen viser han mig billederne og forklarer at min Psoas Major sandsynligvis også er beskadiget og de måske vil være nødt til at skære den over. Musklen er på dansk kaldet hoftebøjeren (mørbraden). Det er den store muskel som strækker sig fra lysken og helt over i lænden. Jeg medgiver at hvis det kræves, er det selvfølgelig sådan det bliver, selvom jeg inderst inde håber at jeg slipper. Det er en stor muskel hvoraf 40% er sene, og hvis den skilles ad, vil min helingsperiode blive rigtig rigtig lang. Der vil som sådan heller ikke være nogen måde at løfte mit ben på et godt stykke tid efter operationen.

 

Da mødet er slut, afslutter lægen med at fortælle at jeg vil modtage en brosure der fortæller om risikoen ved operationen, “Der vil nemlig altid være risiko”. Jeg er dog på det tidspunkt villig til at prøve alt for at få min livskvalitet tilbage. Efter 19 måneders fald mod helvede, kan jeg næsten ikke mindes en hverdag uden smerter.

 

Tilbage til start

Pludselig er jeg ved bevidsthed. Det føles som om jeg blot har blinket, men omgivelserne er skiftet. For et sekund siden lå jeg på operationsbordet og talte med narkoselægen. Et nyt ansigt fortæller mig, at min operationen gik godt. Min krop virker tung og følelsesløs. Jeg forsøger ikke at bevæge mig for meget.

 

Jeg er relativt ung, så chancen for succes er høj. Hvis alt går godt har operationen fjernet mine smerter og med lidt held kommer jeg til at løbe igen. Det kommer alt sammen an på hvordan jeg udvikler mig i min genoptræning. Det vil være fjerde gang jeg skal starte min kamp mod vægten og sundheden forfra. Det bliver hårdere og hårdere hver gang, og der er længere til mål end nogensinde. Men det er fuldstændig ligegyldigt. Jeg krydser mine fingre og falder i søvn igen. I mine drømme er jeg tilbage på asfalten. Jeg har vinden i håret og kold luft i lungerne. I mine drømme vender jeg tilbage til det jeg allerbedst kan lide og nætter hvor jeg vender og drejer mig i smerter er endelig forbi…

 

Fotograf: Phalinn

 

Kommenter artiklen

Post navigation