Sig stop!

Jeg sagde aldrig nej til noget eller nogen. Jeg fuldførte alt jeg startede og jeg “gav aldrig op”. Det var enormt vigtigt for mig ikke at skuffe folk og det var et personligt nederlag at stoppe før “legen” var slut.

 

Det resulterede i nogle jobs jeg godt kunne have været foruden, og nogle chefer jeg bandede langt ind i helvede. I stedet gik min fritid med tanker om det arbejde jeg ikke gad at møde op til.

 

I skolen var det samme sag. En kristen ungdomsskole med redskabsgymnastik og folkedans var måske ikke det oplagte sted for mig, og jeg kom flere gange på kant med både lærere og forstander. Jeg kom dog ud på den anden side og fik nogle gode venner med undervejs.

 

Efter ungdomsskolen startede jeg på HTX. Allerede fra start var det tydeligt at uddannelsen ikke passede mit mål. Tilføj en sadistisk matematiklærer for at fuldende formlen og gæt hvordan mine første 3 måneder gik… Det blev tid til at sige stop og begynde at tænke over hvad jeg egentlig havde lyst til. Jeg nægtede at spilde flere år og opretholde det “perfekte” image om jeg aldrig gav op. Det var slut med at spilde tiden på stress og ondt i maven over ting jeg ikke gad.

 

“Det var slut med at sætte alle andres forventninger højere end min egen trivsel”

 

Det var slut med at smile til mennesker jeg ikke orkede, det var slut med at deltage i arrangementer jeg ikke fandt interessante og det var slut med at stresse over andres forventninger. Det var slut med jobs jeg ikke kunne lide, det var slut med at tage den forudbestemte vej og det var slut med at sætte alle andres forventninger højere end min egen trivsel.

 

Jeg står ved den person jeg er blevet og jeg prøver at opbygge det liv der passer mit temperament og min personlighed bedst. Hvis du stiller mig et spørgsmål, kan du forvente et ærligt svar uden omsvøb.

 

Hermed ikke sagt at jeg forvandlede mig til en kæmpe idiot (forhåbentligt). Tværtimod blev jeg et mere positivt menneske. Jeg gør de ting der gør mig glad og jeg spilder ikke tiden på ting og mennesker der giver mig en dårlig smag i munden. Jeg kan ærligt sige nej tak til ting som jeg ved vil påvirke min hverdag negativt indtil de er overstået og jeg kan fortælle mig selv at det er helt okay.

 

Jovist! Sommetider falder jeg i, men jeg lærer af det og sætter nye grænser.

 

Jeg synes helt bestemt man skal presse sig selv, og sommetider udsætte sig selv for situationer hvor man er på udebane, MEN det skal gøres med respekt og omtanke for sig selv.

 

Selvfølgelig skal der støvsuges, selvfølgelig skal man tidligt op mandag morgen, selvfølgelig er jobbet ikke lige sjovt hver dag – SELVFØLGELIG er livet fyldt med ting som man godt kunne undvære, men hvorfor spilde sit korte liv på ting som gør en direkte syg og stresset? Skær en ting fra ad gangen og mærk hvordan hele livet bliver en smule lettere og en hel del sjovere. Det kan anbefales!

 

Kommenter artiklen

Post navigation