Hvornår var livet bedst?

Sol og hvidvin kan gøre de fleste eftertænksomme og i øjeblikket har jeg indtaget rigeligt af begge. Har man nået højdepunktet i sit liv, eller venter det forude?

 

Barndommen

“Kim…. Kiiiiiiiiim. Du skal vågne nu”. Min mor viskede til mig og hævede langsomt stemmen. Klokken kan ikke have været mere end 6 om morgenen. Jeg vidste af erfaring, at hvis jeg ikke kravlede ud af sengen ville min mor ligge sig ved siden af mig og nusse mig i håret til jeg vågnede.. Ohh hvor var alt den forældrekærlighed både irriterende og pinlig på een gang. Sneen dalede udenfor og i mørket kunne jeg skimte vores 2 schæferhunde strejfe rundt i haven. Mine forældre havde brugt omkring 30 minutter til at gøre sig klar til arbejde og de afsatte altid 5-10 minutter til at sætte sig i hver sin stol med mig og min lillesøster på skødet. 10 minutter hvor vi bare sad i stilhed og faldt hen. 10 minutter sammen inden hverdagens kaos startede.

 

Ungdommen

Solen banker mod teltets vægge og den kølige fugtige luftmadras som jeg for 4 timer siden besvimede på, er nu varm som en sauna. Min kæreste ligger ved siden af mig og venter utålmodigt på at jeg vågner. Udenfor teltet kan jeg høre mine venner grine. Jeg må have sovet længe… alle andre er allerede stået op. På trods af de 20-30 genstande jeg indtog aftenen før, har jeg det fremragende da jeg lyner mit telt op og siger godmorgen til kliken. Vennerne siger godmorgen mens de indtager resterne af den kolde pizza som de købte på hjemturen fra byen. Myrerne som har fundet vej til pizzaen mens vi sov, børstes hurtigt af – Det bekymrer os ikke. Alle er her og i øjeblikket tænker vi at vi altid vil samles som venner. Sommerferien (og livet) er kun lige begyndt og vi har ikke brug for meget, bare lidt fest og farver… Og selvfølgelig samværet.

 

Voksenlivet

Gemt blandt bakker og hybenbuske sidder jeg på en terrasse i min barndomsby. For en kort stund er jeg vendt hjem. Klitterne og Vesterhavet som jeg ikke gav meget betænkningstid da jeg boede i Løkken, virker nu pludselig hjemlige og beroligende. Hvorfor værdsatte jeg ikke det noget før? Den tidligere kæreste er nu blevet min fantastiske kone og teltet er blevet til drømmelejligheden midt i centrum. Min gamle hund sidder trofast og kigger på mig, mens katten har trukket sig tilbage i skyggen under en stol.

 

Karrieren går præcis som den skal og økonomien er bedre end nogensinde før. På trods af den gamle krop som har en del skavanker, er jeg positiv for fremtiden. Om præcis 1 år skal jeg trekke Inka-stien i Peru og jeg glæder mig allerede til både den fysiske og psykiske udfordring som skal klares i fællesskab med mit livs kærlighed.

 

Alt taget i betragtning har min familie det godt. Vi har mistet mange gode mennesker og vi savner dem… men vi er her stadig! På trods af at der går længere tid mellem familiebesøg, har intet ændret sig. Når vi ses er alt ved det gamle. Familien og svigerfamilien betyder utrolig meget.

 

Hvem ved?

Barndommen og ungdommen er for længst forbi. Voksenlivet er i fulde gang og varer måske 30-40 år endnu inden jeg overgår til alderdommen som måske ender med at være den bedste periode i mit liv? Hvem ved? Måske ved man som 70-årig endelig hvem man selv er. Måske har man endelig tid til sig selv efter årevis på arbejdsmarkedet? Måske har man fundet ro i livet?

 

Har hvert kapitel i livet sine små glæder? Er der lykke både bagud og forud? Jeg vil i hvert fald ikke undvære et eneste sekund.

 

Foto: Susan Larsen – Pixabay

Kommenter artiklen

Post navigation