Hvem er jeg egentlig?

Jeg har gennem mange år befundet mig i en mere eller mindre eksistentiel krise. Jeg har haft travlt med at putte mig selv i kasser og pinpointe hvem jeg egentlig er.

 

Jeg analyserer dagligt mine talte ord og sikrer mig at de lever op til den person jeg gerne vil være og ser mig selv som.

 

Det skræmmer mig, når jeg ikke kan genkende mig selv. Hvis jeg tænker 10 år tilbage, ser jeg en helt fremmed mand med fuldstændig andre tanker og værdier end jeg har i dag. Jeg ser i hukommelsen mig selv udefra, som om det er et helt andet menneske.

 

Faktum er at vores erfaringer og erindringer udvikler os. Vi er ikke den samme person som vi var for 5 år siden, 2 år siden.. Eller i går, for den sags skyld.

 

Det frustrerende i denne sammenhæng er, at hvis man bliver klogere hver dag, automatisk altid var dummere i går. Hvorfor fanden syntes jeg tribal tatoveringer var “the shit” for 12 år siden? Hvorfor syntes jeg den store spoiler gjorde min hvide Ford Escort så meget federe?

 

Hvorfor bemærkede jeg ikke jeg ikke at alle jakkesæt jeg købte i starten af mine 20’ere var 2-3 størrelser for store? Hvorfor valgte jeg at sætte mit hår som jeg gjorde, og hvorfor helvede gik jeg rundt med en skriggul trøje med teksten “Eat pussy”?!

Hvorfor brugte jeg mine teenageår på at bekymre mig om hvad andre tænkte om mig? Hvorfor spildte jeg min tid på ting og mennesker jeg ikke kunne fordrage?

Tøjsmag, musiksmag, ja selv ens madsmag ændrer sig hele tiden. Pomfritter bliver skiftet ud med Confit de Canard. Smirnoff bliver til champagne og cola til kaffe. Pludselig ser den stationcar slet ikke så slem ud..

 

“Hvordan kan vi opbygge venskaber, familie og forhold når vi udvikler os konstant?”

 

Vi er umulige at putte i kasser. Vi er 1000 forskellige mennesker… HVER dag!

Jeg er følsom, hård, betænksom, ligeglad, doven, sporty, sund og usund.

Jeg er arrogant og snobbet, jeg er tolerant og forstående. Jeg er enormt upassende… Altid!

Jeg går op i træning, løb & cykling, men jeg er også doven og elsker en morfar på sofaen efter en kold øl og en pose snackchips!

Jeg er tilfreds med mit liv og hvad jeg har opnået, men i løbet af få sekunder kan jeg overanalysere alt og bestemme mig for at det hele går a’helvede til.

 

Det hele er nok i sidste ende en indvendig kamp.. For hvordan ser andre mennesker egentlig mig?

 

Hvordan kan vi opbygge venskaber, familie og forhold når vi udvikler os konstant? Hvordan kan andre mennesker lære os at kende? Måske er det grunden til venskaber forgår og ægteskaber opløses? I sidste ende kan vi kun håbe på vi udvikler os i fællesskab og lærer livets lektie sammen.

 

En ting er sikkert. Du er et nyt menneske når du vågner i morgen.

 

Fotograf: Nathanoliverphotography

 

Kommenter artiklen

Post navigation