Hold nu bare kæft!

Da jeg var yngre, var jeg enormt glad for at diskutere. Selv når kampen var tabt, forsatte jeg med at tale min sag.. Hvis jeg ikke kunne vinde, kunne jeg i det mindste fremkalde stor irritation hos modstanderen. For at være helt ærlig, må jeg indrømme at jeg til tider tog et standpunkt udelukkende for at holde diskussionen kørende, på trods af jeg ikke engang var enig med mig selv.

 

Det var egentlig ikke fordi jeg havde brug for at holde stand, det var mere for at skabe en reaktion fra min modpart. Det resulterede meget ofte i ophedede diskussioner med venner, familie og endda flere af mine lærere. Især min søster nød konkurrencen, som ofte foregik ved middagsbordet og ødelagde stemningen for resten af selskabet.

 

Jeg vil ikke sige at jeg er faldet til ro på mine gamle dage, men jeg er begyndt at vælge mine kampe. Vi ser alle verden vidt forskelligt og jeg har efterhånden lært, man kan aldrig blive 100% enige om noget. Jeg kan lade min mening blive hørt, men jeg har ikke længere brug for du giver mig ret.

 

Hvor tit ender en diskussion med den ene part ligger sig fladt ned og siger: “Du har fuldstændig ret, det er mig der er forkert på den”?

 

Vores meninger er med til at skabe vores personlighed. Det skal der være plads til, men vi skal også huske at det er vores verdenssyn, ikke den urokkelige sandhed som vi skal påføre andre. Tænk før du taler. Gavner det overhovedet nogen at du lufter din holdning om lige netop dette emne? Er det skænderiet værd?

 

Nogle gange kommer der et emne på tale, hvor din mening er så stærk, at du har brug for at udtrykke den. Det er du i din fulde ret til, men gør det med måde og et velovervejet svar. Det giver langt større respekt fra din modstander. Min erfaring som skribent er desværre, at folk ofte har tendens til at gå efter manden i stedet for bolden. Det forekommer mig lidt ærgerligt og jeg genkender tydeligt tilbøjeligheden fra f.eks. Ekstrabladet- og Facebook-debatter.

 

Jeg er stor fortaler for “Freedom of speech”, men jeg mener også, at hvis du ikke har noget fornuftigt at sige, skal du holde din kæft. Det er vigtigt vi ikke ytrer vores mening på bekostning af andre.

 

Det er selvfølgelig med en smule dobbeltmorale i stemmen, at jeg siger dette, når jeg ofte deler personlige holdninger på min blog. Jeg har dog valgt at holde mig selv i skak ved at huske at mine nærmeste læser med. Hvis jeg kan dele min ærlige mening med dem, kan jeg dele den med resten af Danmark.

 

Jeg er 100% sikker på, at du som læser, ikke er enig i hver eneste indlæg jeg smider på bloggen. Nogle uger er jeg ufattelig eftertænksom og fornuftig, andre uger er jeg en kæmpe klathat. Mit eneste ønske er du vender tilbage, jeg skal nok overraske dig igen!

 

Fotograf: J

 

Kommenter artiklen

Post navigation