For helvede hvor er jeg gammel!

Jeg er startet på mit tredje årti her i verden og jeg føler mig allerede enormt gammel. Faktisk begyndte det allerede da jeg fyldte 25, og det er kun blevet værre.

Ryggen gør ondt, synet er ikke hvad det har været og jeg mærker tydeligt mit stofskifte bevæger sig i den forkerte retning.. Oh hvor blev de glade dage af, hvor jeg kunne drikke mig i hegnet 3 gange om ugen og snuppe en pizza så tit jeg lystede? Spiser jeg en burger med pomfritter i aften, kan jeg sagtens forvente et kilo ekstra på badevægten i morgen tidlig. Der er kontant afregning når jeg giver mig selv lov til at synde med kalorierne.

 Jeg foretrækker efterhånden en god flaske rødvin i sofaen, frem for en bytur. Tømmermændene varer efterhånden 2 dage, og jeg skal egentlig også nå så meget den her weekend…

Og hvad med de nye naboer der snart flytter ind? Ork, hvor jeg krydser både fingre og tær for det bliver et stille ældre ægtepar. Jeg orker ikke havefester og høj musik når jeg går tidligt i seng en lørdag aften.

Fik jeg forresten nævnt at jeg efterhånden ikke kan sove en hel nat uden at skulle op og tisse.. Jeg er efterhånden så øvet jeg kan klare turen med lukkede øjne for ikke at spolere min nattesøvn!

Hvem dør først?

På trods af mange vil mene 30 stadig er en relativ ung alder, synes jeg alligevel døden rykker uhyggelig tættere og tættere på. Jeg kigger intenst rundt i lokalet. Hvornår begynder alle omkring mig at forsvinde? Dør rygerne, de tykke og weekend-alkoholikerne først? Næ, de holder nok for evigt, mens folk der har tilbragt utallige timer på løbebåndet kradser af inden de når 50.

Personligt har jeg aldrig kunne se mig selv som gammel. Faktisk har jeg altid haft en brændende fornemmelse af jeg ville dø forholdsvis ung. Det er også grunden til min pensionsopsparing pt. kun ville kunne brødføde en hamster. Skal jeg virkelig arbejde 40 år endnu for at nå pensionsalderen? Er det overhovedet realistisk?

“Hvad fanden laver trunte97 på Instagram?! Det er hun da alt for ung til!”

Date din alder

Da jeg var teenager syntes jeg 30 årige var gamle og kedelige mennesker. Nu hvor jeg selv har rundet alderen, kan jeg ikke se forskel på en 13 og en 17 årig. De ser så ufattelig unge ud alle sammen. Jeg vender mig aldrig til at se dem på gader og stræder med en bajer i hånden og en smøg i munden… På trods at jeg stod præcis samme sted for 16 år siden (Ja, jeg både drak og røg som 14 årig).

Som ung forstod jeg på ingen måde at mænd fandt piger over 20 år interessante? Hvad skulle man med dem, når verden er fuld at små spændstige teenagepiger. Jeg kan berolige alle med at det stopper meget brat! Teenagepiger kan på ingen måde konkurrere med voksne selvstændige og smukke kvinder. De er ikke det mindste interessante eller tiltrækkende. Thank fucking god for that one!

I dag studser jeg ofte over regnestykket når jeg ser internetbrugere med et årstal i deres brugernavn. Hvad fanden laver trunte97 på Instagram?! Det er hun da alt for ung til, men nårh nej, hun har for helvede da allerede kørekort!

Jamen han er jo kendt!

En ting jeg finder specielt interessant er jeg pludselig er begyndt at sammenligne mig med diverse kendisser. “Jamen, hun er jo kun 24 år og hun er allerede kendt!” – Jeg har absolut ingen interesse i at blive en celebrity, men min indre succes-skala fortæller mig åbenbart at hvis Shia LaBeouf i en alder af 28, allerede har lavet 48 film og tjent 58 millioner dollars, bør jeg ikke være tilfreds med min nuværende livssituation… Go wonder?!

 

Fotograf: Rhoids

 

Kommenter artiklen

Post navigation