En trofast ven

Jeg har tilbragt næsten alle dage i mit liv omgivet af hunde. Allerede som baby legede jeg på gulvet med 2 fuldvoksne schæfere. 2 hunde som fulgte mig gennem barndommen og vogtede mig med deres liv.

 

Jeg har gennem mit liv haft 3 Schæfere, 1 Border Collie og en Corgi ved min side. Hver hund har haft sin egen sjæl og personlighed. Jeg er sikker på de fleste hundeejere ved præcis hvad jeg mener, når jeg siger at en hund er mere end et kæledyr. En hund er et væsen der føler skam, frygt, glæde og kærlighed. En hund savner sin ejer, en hund genkender mennesker den har set før, og en hund husker hvem der er god og hvem der ikke er. En hund leger og en hund drømmer.

 

En hund giver ubetinget kærlighed og en hund stoler altid på sin ejer. En hund vil uden tøven stille sig mellem sin herre og en fare, selvom den på forhånd ved kampen er tabt.

 

Jeg husker stadig historien om en politimand som opgav sin karriere for at redde en hund som stod til uretfærdig aflivning. Jeg havde gjort nøjagtig det samme, og jeg hylder personen for evigt.

 

At vi i dagens Danmark har vedtaget en lov der forbyder en række hunderacer, er for mig fuldstændig uforståeligt. Der findes ikke forudbestemt farlige hunde, kun ufattelig dårlige ejere. Hvor er vi nået til, når vi afliver hvalpe eller tager hunde fra deres ejer fordi papirerne ikke kan bevise hvor hunde stammer fra.

 

Min nuværende hund, en Welsh Corgi Cardigan følger mig over alt. Vi løber ture, cruiser i bilen, tager på stranden og drikker øl med kammeraterne. Han er altid ved min side. Jeg vil savne ham ubeskriveligt meget når han en dag forsvinder. Ligeså meget som jeg savner de hunde der ikke er her mere.

 

For folk der aldrig har haft hund, er jeg klar over det virker fuldstændig uforståeligt, men jeg vil gå gennem ild og vand for min hund, fordi jeg ved han uden tøven ville gøre det samme for mig.

 

 

Kommenter artiklen

Post navigation