Det bliver bedre…

Børn er naive og uskyldige, men børn kan også være ondskabsfulde. De kan opføre sig som ulve der vender sig mod den svageste i flokken. Det skærer mig dybt i hjertet når jeg læser nyheder om mobberi der blev så slemt at et ungt menneske ikke ville være her længere.

 

Tænk at det kan komme så langt, at selv støttende forældre og familie ikke kan redde et barn.

 

I “gamle” dage fandt mobberi især sted i skolen. Når skolen var ovre kunne barnet tage hjem i fred. I dag er alle mennesker forbundet 24 timer i døgnet. Vi er på Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat. Mobberiet kan forsætte når barnet kommer hjem og når barnet skal sove. Selv ikke ens private hjem, kan længere beskytte en. Hvad der er endnu mere uhyggeligt, er at mobberiet bliver værre og værre når mobberne kan gemme sig bag en skærm. De skal ikke længere se deres offer i øjnene og kan i ro og mag oprette hadegrupper, trusler og endda opfordre til selvmord.

 

22.000 børn og unge er ensomme. De tal bliv tidligere på året fremlagt i en skolebørnsundersøgelse. Er der slet ikke nogen der ser det? Er der voksne som vælger at kigge den anden vej?

 

Jeg håber virkelig forældre og lærere begynder at slå hårdere ned på dette. Det er simpelthen ikke i orden! Jeg hørte for nyligt en historie om nogle børn, som havde mobbet en handikappet dreng i et supermarked. Da moren påtalte dette, blev hun verbalt overfaldet af mobbernes mor som gav hende børn fuld støtte i deres ondskab. Jeg er fuldstændig forbløffet over nogle mennesker finder tilfredsstillende i at såre og nedgøre andre mennesker.

 

Når unge mennesker vælger at afslutte deres liv i så tidlig en alder, skyldes det, at de ikke kan se en anden udvej. Det er deres eneste flugt fra en hverdag med gråd, ensomhed og ondt i maven. Jeg vil gerne gøre op med tanker som disse!

 

Det bliver bedre!

Det hele er, rent ud sagt, lort lige nu. Men det bliver det ikke ved med at være. Børn er ondskabsfulde og de tænker sjældent over konsekvenserne ved deres handlinger. Talt ud af posen, er børn ikke alt for kloge. Når folkeskolen er ovre, skal du vælge en uddannelse. Du skal måske på handelsskole, gymnasie eller på teknisk skole. Pludselig er det op til dig hvad du vil. Du ender et sted hvor dine medstuderende ligeledes har valgt at være. Du er endelig på et sted med ligesindede mennesker med samme interesser som dig. Jeg er sikker på du opbygger venskaber for livet.

 

Du får masser af venner

Du tror måske at det aldrig kommer til at ske, men det gør det. Du kommer til at gå til koncerter, spise middage og se film med dine venner. Venner som vil elske dig for den du er. Bare hold ud! I skal nok finde hinanden.

 

De bliver klogere

Som voksen kan vi for det meste slet ikke kende det menneske vi var som barn. Man tænker simpelthen anderledes, og vi kan sjældent forklare hvorfor vi gjorde som vi gjorde. Vi vokser op og bliver klogere. Selvfølgelig er der nogle få mennesker som aldrig ændrer sig, men tænk over hvor sørgeligt det må være slet ikke at udvikle sig hele livet.

 

Du finder kærlighed

Der findes en til alle. Også til dig. Det er jeg 1000% sikker på. Du må aldrig være i tvivl om dette. Du finder din kærlighed og han/vil vil elske dig ligeså højst som du elsker ham/hende!

 

Du er et bedre menneske

Modgang gør dig stærk. Det gør dig til et menneske med omsorg og næstekærlighed. Du bliver en fantastisk ægtefælle og en fantastisk far/mor. Du bliver et menneske der lytter til dine venner og interesserer dig oprigtigt for deres liv og historier.

 

Du er dygtigere end andre

Hvis du ofte er blevet talt ned til, opbygger du sandsynligvis et behov for at bevise dit værd og fortjene respekt. Du arbejder hårdere og smartere end andre og stopper ikke før resultatet er perfekt. Du kan blive lige hvad du vil, og du vil være dygtig til det.

 

Du er smuk!

Alle mennesker ser forskellige ud. Vi er smukke på hver vores måde. Som barn/ung tror man at det gælder om at passe ind og ligne alle andre. Når du bliver ældre lærer du langsomt sandheden, nemlig at det allerværste du kan gøre, er at ligne alle andre. Du er unik, du er speciel og du er smuk. Du er ikke ligesom alle andre. Godt for dig!

 

Find noget du holder af

Vær sammen med familien, find en hobby. Hjælp til som frivillig på et dyreinternat. Brug tiden på det du elsker.

 

Vi støtter dig!

Vid at hele Danmark støtter dig. Vi står bag dig. Fortæl dine oplevelser og tanker til en voksen, en lærer eller en ven og vid at vi ligger en jernring af kærlighed og opbakning omkring dig. Du er ikke alene!

 

Fotograf:  Daddy-David

 

Kommenter artiklen

Post navigation